Aktiviteter

Dyrene:

Vores erfaring er, at når en familie ankommer til Nørkær, er børnene straks rundt for at orientere sig og oftest er det kattekillinger, kaninunger eller kyllingerne der fænger så meget, at det er svært for forældrene at få dem derfra resten af ferien.
De fleste af vores dyr kender således ”godmorgen og godnat” på forskellige sprog.

Hest og hestevognstur:

Vi har hesten Klaus.

Vi kan tilbyde en tur på 1-2 timer i hestevogn i skoven for hele familien. Når vi er på tur med hestevogn i statsskoven, kommer vi som regel tæt på hjortene.

Spil og legeredskaber:

Fodboldbanen bliver meget brugt til at score som Ronaldo eller hvem der nu er god for tiden – kan hele familien lokkes med, er det sagen. Her er diverse spil til fri afbenyttelse. Der er også OK at medbringe jeres egne spil.

Der er klatreborg og store gynger, så det kan suse i maven. Til de små er der en mindre gynge, sandkasse og legehus.

Søen:

Der vil i perioder være mulighed for at fiske en ørred til aftensmaden og ellers er der rig mulighed for at lege og undersøge livet ved søen – haletusser er sjove for små fingre at fange.

Gå og cykelture:

Her er rige muligheder for korte eller længere gåture på Nørkær, i statsskoven eller i området heromkring. Trafikken kan man helt undgå. Har du din egen cykel med er skoven endvidere velegnet til lange ture.

Terrasse og have:

På den overdækkede terrasse er der havemøbler til spisning og havegrill.

Der er fri adgang til haven. Solbadning på terrassen eller i haven med en god bog, mens børnene leger, er måske lige noget for de voksne. Fra juli er der bærbuske man kan smage på.

Det er muligt at samle grene og tænde bål om aftenen.

Indendørs:

I huset er der diverse spil og god skrive/ tegneplads ved spisebordet.

Der er TV med parabol heri tyske og nordiske kanaler.

Her er meget plads og frihed til at børnene kan bruge deres fantasi og nyde at udforske stedet og naturen i forhold til den alder de nu har!

Vi vil gerne understrege, at det er jer som forældre, der har ansvaret for jeres børn ved f. eks. søen, ved omgang med hesten eller hvis de klatrer i træer, ligesom I må sørge for at de behandler dyrene godt.
  Aktiviteter